Vedtægter

Vedtægter for Grundejerforeningen Gjelstensåsen
Vedtægter for Grundejerforeningen Gjelstensåsen
§ 1
Foreningens navn er “Grundejerforeningen Gjelstensåsen”
§ 2
Foreningens hjemsted er Egedal kommune under Retten i Hillerød, der er foreningens værneting.
§ 3
Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesser af enhver art vedrørende grundejerforeningen, herunder sørge for etablering, vedligeholdelse og drift af fælles indretninger, såsom beplantning af fællesarealer, ren- og vedligeholdelse af veje, sti- og fællesarealer, alt i overensstemmelse med de for foreningens område tinglyste deklarationer.
Grundejerforeningen er berettiget til under iagttagelse af nævnte deklarationers bestemmelser at fastsætte nærmere regler for fremskaffelsen og fordelingen af de midler, der skal anvendes til realisering af foreningens formål.
Foreningens bestyrelse er berettiget til at udfærdige et ordensreglement og ajourføre dette. Ordensreglementet skal derefter godkendes af den følgende ordinære eller ekstraordinære generalforsamling med 2/3 majoritet af de repræsenterede medlemmer og træder i kraft fra det tidspunkt, det er udsendt til medlemmerne efter vedtagelsen og senest 30 dage efter den ordinære eller ekstraordinære generalforsamling.
§ 4
Grundejerforeningens medlemmer er de til enhver tid værende ejere af følgende ejendomme:
Gjelstensåsen huse med ulige nummer. 1-317 (dog undtaget nr. 21).
Byggeår 1987-1988: matr. numre: 27 c, d, e. f, g, h, i, k, l, m, n, o, p og 13 cr, cs, ct, cu, cv, cx, cy, cz, cæ, cø, da, db, dc, dd, de, df, dg, dh, di, dk, dl, dm, dn, do, dp, dq, dr, ds, dt, du, dv, dx, dy, dz, dæ, dø, ea, eb, ec, ed, ee, ef, eg, eh, ei, ek, el, em, en, eo, ep, eq, er, es, et, eu, ev, ex, ey, ez, eæ, alle Ølstykke by, Ølstykke.
Byggeår 1995-1997: matr. numre: 13 bl, ba, bb, bc, bd, be, bf, bg, bh, bk, bl, bm, bn, bo, bp, bq, br, bs, bt, bu, bv, bx, by, bz, bæ, bø, ca, cb, cd, ce, cf, cg, ch, ci, ck, cl, cm, cn, co, cp, cq, cø, iz, iæ, iø, ka, kb, kc, kd, ke, kf, kg, kh, ki, kk, kl, km, kn, ko, kp, kq, kr, ks, kt, ku, kv, kx, ky, kz, kæ, kø, la, lb, lc, ld, le, lf, lg, lh, li, ll, ln, lo, lp, lq, alle Ølstykke by, Ølstykke.
Anførte ejere har både ret og pligt til at være medlem af foreningen jævnfør deklaration lyst 21/8 1978.
§ 5
Når et medlem overdrager sin boligparcel eller på anden måde ophører at være ejer af denne, er personen fra overtagelsesdagen ophørt at være medlem af foreningen og kan intet krav rette mod dennes formue. Den nye ejer indtræder i den tidligere ejers rettigheder og forpligtelser overfor foreningen, idet den tidligere ejer dog tillige vedbliver at hæfte for evt. restancer overfor foreningen, indtil den nye ejer har berigtiget restancerne og overtaget forpligtelserne.
Både den tidligere og den nye ejer er pligtige at anmelde ejerskiftet til foreningen ved Bestyrelsen, hvis mail findes på grundejerforeningens hjemmesiden. I forbindelse hermed oplyse foreningen om den nye ejers navn og bopæl samt boligparcellens adresse, matrikelnummer samt e-mail.
Såfremt bestyrelsen i forbindelse med ejendomssalg, modtager anmodning om oplysninger vedrørende vedtægter, regnskab, restanceoplysning, kontingent m.m, opkræves der et gebyr der fastsættes på generalforsamlingen.
§ 6
Foreningens medlemmer hæfter i forhold til tredjemand ikke solidarisk for foreningens forpligtelser. I forholdet til foreningen hæfter medlemmerne pro rata, hvilket også skal gælde for tab, som foreningen har på enkelte medlemmer.
Hver boligparcel betaler et indskud der fastsættes af den ordinære generalforsamling i forbindelse med budgettet, beløb forfalder til betaling en måned efter boligparcellens indtræden i Grundejerforeningen, der sker senest 1 måned efter at første indflytning er sket. I øvrigt svarer hver boligparcel et årligt kontingent til foreningens administration og øvrige udgifter. Dette kontingent opkræves efter bestyrelsens nærmere afgørelse. Det årlige kontingent fastsættes på generalforsamlingen.
Alle grundejere i grundejerforeningen er forpligtigede til enhver tid at informere foreningen om en gyldig E-mail og acceptere at kommunikation til og fra bestyrelsen forgår digitalt via denne.
Er et medlem mere end en måned i restance til foreningen, kan det pågældende beløb inddrives ad retslig vej, efter at der forinden er givet medlemmet skriftlig påmindelse om inden 8 dage at berigtige restancen. Alle omkostninger i forbindelse med inddrivelsen betales af vedkommende restant, der endvidere skal betale et administrationstillæg til grundejerforeningen for restancen, svarende til ¼ af årskontingentet. Er restancen ikke betalt senest 8 dage før en generalforsamling, fortabes retten til at deltage i denne generalforsamling samt valgbarhed.
Bestyrelsen kan til en hver tid udlicitere ovenstående opgaver vedrørende inddrivelse.
§ 7
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
§ 8
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af september i Ølstykke. Den indkaldes af bestyrelsen med 14 dages varsel ved en digital meddelelses til hvert enkelt medlem under den i medlemsprotokollen anførte e-mail. Det påhviler hvert enkelt medlem i egen interesse at holde foreningen underrettet om enhver adresseforandring, herunder e-mail.
Dagsordenen, der fastsættes af bestyrelsen ud fra gældende i disse vedtægter, skal meddeles hvert enkelt medlem samtidig med indkaldelsen. Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest den 15. august.
På hver ordinær generalforsamling skal følgende punkter behandles:
Valg af dirigent.
Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
Aflæggelse og godkendelse af regnskab underskrevet af bestyrelsen og revisorer, jf. § 16.
Rettidigt indkomne forslag.
Fremlæggelse og godkendelse af budget og fastsættelse af kontingent, jf. § 6.
Valg af bestyrelsesmedlemmer i øvrigt samt suppleanter, jf. § 12.
Valg af 1 revisor.
Valg af 1 revisorsuppleant.
Eventuelt.
Under eventuelt kan der ikke sættes forslag under afstemning.
§ 9
Ekstraordinær generalforsamling, der indkaldes på samme måde og med samme frist som den ordinære generalforsamling:
afholdes så ofte, som bestyrelsen finder det nødvendigt,
afholdes på mindst ¼ af foreningens medlemmers anmodning, Medlemmer i restance til foreningen kan ikke begære. Der skal indgives en skriftlig og motiveret begæring med angivelse af punkt/punkter til dagsordenen til den ekstraordinære generalforsamling.
Når en sådan begæring er indgivet til bestyrelsen, skal generalforsamlingen afholdes inden 6 uger efter dennes modtagelse.
Hvis ikke mindst ¾ af de medlemmer, der har ønsket den ekstraordinære generalforsamling indkaldt, er til stede på generalforsamlingen, kan punktet nægtes behandlet såfremt blot en enkelt af de tilstedeværende ønsker dette. Bortfalder et punkt fortsættes til næste punkt, er der ikke flere punkter afsluttes mødet.
§ 10
Generalforsamlingen vælger en dirigent, der ikke behøver at være medlem af foreningen, og som på generalforsamlingen afgør alle tvivlsspørgsmål vedrørende sagernes behandlingsmåde og stemmeafgivningen.
Adgang til foreningens generalforsamling, jf. dog § 4 og 6, har alle skødeshavere/betinget skødeshavere. Stemmeret har de skødeshavere/betinget skødeshavere, der bebor deklarations-området. Herudover kan bestyrelsen indbyde hvem den måtte ønske til at overvære generalforsamlingen under forudsætning af generalforsamlingens godkendelse.
For hver stemmeberettiget boligparcel kan afgives 1 stemme. Afstemningen sker ved håndsoprækning, medmindre et medlem eller dirigenten finder, at en skriftlig afstemning vil være mere hensigtsmæssig. Er dette tilfældet skal dirigenten nedsætte et stemmeudvalg på mindst to personer fra forsamlingen samt en fra bestyrelsen.
Stemmeafgivningen kan ske ved skriftlig fuldmagt, dog således at en fuldmagtshaver højst kan repræsentere sig selv og 5 fuldmagter (i alt 6 stemmer).
Beslutninger på generalforsamlingen kan træffes ved simpel majoritet, jf. dog § 3, 4, 11 og 18.
Over det på generalforsamlingen passerede føres en protokol, der underskrives af dirigenten og forpersonen, hvorefter den har fuld beviskraft i enhver henseende.
Bestyrelsen har ret til at kræve at der på generalforsamlingen er en sagkyndig rådgiver til stede.
§ 11
Til vedtagelse på en generalforsamling af beslutninger, der går ud på:
forandring af foreningens vedtægter eller ordensreglement
anvendelse af fællesarealer,
bevilling af midler ud over det til administrationen nødvendige,
pålæg af yderligere tilskud fra medlemmernes side
optagelse af lån,
kræves, at beslutningen vedtages med mindst 2/3 majoritet af de på generalforsamlingen repræsenterede medlemmer.
Dog skal tilvejebringelse og anvendelse af midler til opfyldelse af de opgaver, som er pålagt grundejerforening og dennes medlemmer i henhold til deklarationer lyst 21/8 1978 og 5/11 1979 kunne ske ved simpel majoritet.
Når der på en generalforsamling er truffet gyldige bestemmelser om forhold af den nævnte art samt andre forhold af fælles interesse, er bestyrelsen bemyndiget til at underskrive for foreningens medlemmer i ethvert forhold, der er nødvendigt til gennemførelse af generalforsamlingens beslutninger.
Grundejerforeningens beslutninger om anvendelse af fællesarealer skal godkendes af kommunalbestyrelsen.
§ 12
Bestyrelsen består af 5 skødeshavere/betinget skødeshavere, der vælges af generalforsamlingen. 4 af de valgte bestyrelsesmedlemmer skal bebo deklarationsområdet.
Hele bestyrelsen skal på førstkommende bestyrelsesmøde og senest 30 dage efter generalforsamlingen konstituere sig selv. Dette skal meddeles alle grundejere senest 7 dage efter konstitueringen.
Generalforsamlingen vælger desuden 2 bestyrelsessuppleanter. Valg gælder for 2 år ad gangen. Genvalg kan finde sted.
3 bestyrelsesmedlemmer afgår i de ulige år, medens 2 bestyrelsesmedlemmer afgår i de lige år. Suppleanterne vælges for et år af gangen. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen har ret til at udlicitere eller ansætte en sekretær og/eller administrator, der ikke behøver at være medlem af foreningen, dog indenfor det vedtagne budget + 10%.
Et bestyrelsesmedlem, der uden lovlig grund udebliver fra 3 på hinanden følgende bestyrelsesmøder, må, hvis blot et medlem af bestyrelsen kræver det, udtræde af bestyrelsen og suppleanten indtræder da i dennes sted.
Dersom antallet af bestyrelsesmedlemmer ved afgang i årets løb, og efter at suppleanterne er tiltrådt, bliver mindre end 3, skal der senest 14 dage efter indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med det formål at få nedsat en bestyrelse. Der kan på dette møde også behandles rettidigt indsendte punkter.
§ 13
Bestyrelsen har den daglige ledelse af foreningens virksomhed - herunder drift og vedligeholdelse af fællesanlæg - og varetager dens formål og interesser. Bestyrelsen har dog ret til at udlicitere og/eller ansætte en eller flere medarbejdere til en eller flere af ovenstående opgaver, dog indenfor det vedtagne budget + 10%.
Der afholdes bestyrelsesmøde så ofte som forpersonen eller 2 medlemmer finder det nødvendigt. På disse møder føres en passerede protokol, handlingsreferat, der skal fremlægges og godkendes af bestyrelsen senest 14 dage efter mødet. Bestyrelsesmøder kan både afholdes som fysiske møder eller som digitale møder, hvis bestyrelsen er enig herom.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer giver møde. Bestyrelsens beslutning træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er forpersonens stemme udslagsgivende.
Bestyrelsen må anbringe Foreningens midler i korte danske obligationer og/eller på aftale-indskudskonto.
§ 14
Foreningen tegnes overfor tredjemand af forpersonen og 2 bestyrelsesmedlemmer.
§ 15
Generalforsamlingen vælger 1 revisor. Revisoren skal være registreret eller statsautoriseret revisor. Derudover vælges 1 revisorsuppleant, der skal være medlem af grundejerforeningen.
Såfremt den registrerede eller statsautoriserede revisor melder forfald, skal bestyrelsen udpege en ny revisor, der ligeledes skal være registreret eller statsautoriseret.
Revisorerne gennemgår mindst en gang årligt foreningens regnskab, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere bestemmelse, og forvisser sig om, at de i regnskabet opførte aktiver, er til stede, hvorefter de indgiver deres revisionsbemærkninger til bestyrelsen. Revisoren eller revisorsuppleanten kan når som helst foretage beholdningseftersyn.
§ 16
Foreningens regnskabsår løber fra 1. juli til 30. juni. Regnskabet skal tilstilles revisorerne så betids, at et ekstrakt med revisionspåtegning kan udsendes til medlemmerne samtidig med indkaldelse til generalforsamlingen.
§ 17
Medlemmernes indbetalinger til foreningen skal foretages til en af bestyrelsen angivet bankkonto, lydende på foreningens navn. Indbetaling kan ligeledes ske ved hjælp af PBS (Pengeinstitutternes Betalings Service), medmindre bestyrelsen beslutter at framelde grundejerforeningen denne service.
På kontoen kan kun hæves af Forpersonen sammen med 2 bestyrelsesmedlemmer. Den kontante kassebeholdning må ikke overstige kr. 1.000, -.
§ 18
Foreningens opløsning kan kun finde sted efter forslag fra bestyrelsen eller halvdelen af foreningens medlemmer og kan kun vedtages efter de om vedtægtsændringer gældende regler og skal godkendes af Egedal kommunalbestyrelse. Forslaget skal indeholde bestemmelse om anvendelse af foreningens formue.
§ 19
Fremkommer der spørgsmål, hvorom disse vedtægter intet foreskriver, er bestyrelsen pligtig efter bedste evne og overbevisning at afgøre og løse disse, men skal dog fremlægge sagen til medlemmernes godkendelse ved førstkommende generalforsamling. I særdeles vigtige anliggender, samt ved omkostningsforøgelser der overstiger det vedtagne samlede budget med mere end 10%, skal bestyrelsen indkalde til ekstraordinær generalforsamling.
Bestyrelsen kan nægte at behandle emner der falder udenfor vedtægterne og henvise til rette lovgivning, deklarationer, kommunen eller andre myndigheder.
§ 20
Alle sager mellem grundejerforeningen og dennes medlemmer skal være undergivet de værnetingsregler, der findes i § 2, således at alle sager af denne art hører under Hillerød ret.
Således vedtaget på den ordinære generalforsamling den 24. September 2025.
